Moby Dick - eller Hemmeligheden

Hovedstaden

Det sværeste ved at løse en gåde er ofte at bestemme sig for at gøre det. Når først beslutningen er taget og man har afvist at fejle, viser det sig at det vanskeligste er overstået. Når der ikke er nogen vej tilbage kan det kun gå fremad.

Således overbevist, pakkede jeg mit spage voksenliv i en papkasse efter studentereksamen. Jeg stod på toget og tog mod København. Hvad jeg ejede fyldte ikke meget. Eftersom hverdagslivet indtil videre ikke havde vist mig nogen mening eller fylde, havde ejendele det heller ikke.
Jeg betjente mig af hvad der nu var tilstede hvor jeg var. Mine forældres møbler, bøger og fødevarer. Skolens lærdom. Musik fra nettet. Hvad jeg ejede og havde anvendelser for kunne være i en papkasse og tælles på hænderne. Jeg stod på toget, med denne kasse, 5 dage efter eksamen og ankom til København midt på dagen.

Jeg havde opgivet at finde et sted at bo før jeg kom til København, men vidste at der i sommermånederne var masser af tomme værelser på kollegierne.De blev lejet ud til gæster og turister. Efter fælles overenskomst blev disse ledige værelser udbudt ved et gademarked foran en tankstation, på hjørnet Jagtvej/Tagensvej hver onsdag mellem 13 og 14. Jeg var lidt sent på den. Klokken var 13.40 da jeg kom frem - men det må have været en sløv uge, for der stod stadig 3 sælgere under et håndmalet skilt med påskriften

VÆRELSER - KORT LEJE - TIL UNGE - MØBLERET

Fejlkilder III

Debugging itself is a sensitive, emotional subject for many developers. Instead of attaciking it as a puzzle to be solved, you may encounter denial, finger pointing, lame excuses or just plain apathy.
Embrace the fact that debugging is just problem solving and attack it as such.
-- The Pragmatic Programmer

Don't Panic
-- forskellige

The easiest person to deceive is one's self.
-- Edward Bulwer-Lytton

Hav rimelige forventninger. Når du hører hove, så tænk hest - ikke zebra
-- ordsprog

Forklaring

Smag på ordet engang, og hiv forklaringens betydninger ud af den døs vanen har svøbt dem i. For*klar*ing. De bedste hemmeligheder er mere end bare noget uvist. Noget u-vidst. De er gåder. Når man afslører dem er det med en sikker følelse af vished. En pludselig forklaring. I det øjeblik den melder sig ved man at den ikke længere tilhører en selv, men ligger udenfor det man selv kan eje. Den er af verden, ikke af menneskehånd, og det pludselige sus, når man taber forklaringen foran sig ud i en større virkelighed, suger i maven og vækket hovedet på en måde man ikke tror man kan vågne på før det sker. Man vælger ikke disse gåder, de vælger selv at vise sig. Jeg valgte ikke selv gåderne. De forklarede sig for mig, og pegede på flere hemmeligheder og større gåder, mere slid, men også mageløse dramatiske sug i maven. Som enhver anden rus er forklaring vanedannede. Jeg var afhængig da skolen sluttede og gik derfor videre op mod flere gåder mod det matematiske institut.

Hemmeligheder

Der er særlige steder for de bedste hemmeligheder. Matematik er sådan et sted, opfundet af mennesker og alligevel gådefuldt som naturen selv. Svarene altid klare og overvældende - et pludseligt blik udover en afgrund fra en klippetop. Dette blik så stor en gave at man gladeligt æder de svedige timers vandring mod toppen i sig. Vandringen mod toppen i virkeligheden den indsats, der gjorde toppen til en oplevelse. Jo stejlere terræn jo større oplevelse. Allerstørst er oplevelsen efter en lang dag på en væg så stejl at man ikke tror vejen er der, men kun kan finde den trin for trin. Man stirrer halvblindt på klippen. Man må nødvendigvis koncentrere sig om det næste greb, og dog sikre sig at dette, i sig selv vanskelige øjeblik, bringer en til et nyt vanskeligt øjeblik, der fortjener ens opmærksomhed, og at disse mange vanskelige øjeblikke rummer en hemmelighed i sig som konsekvens, en plan - uformet og uklar, men dog tilstede.

Kald mig Ishmael

Kald mig Ishmael. For en del år siden - det kan være lige meget hvor mange - var jeg rastløs. Rastløsheden, når den griber mig, er ikke bare en vilkårlig energi, det er en bestemt vilje til på en gang at forstå og ødelægge verden. Når den griber mig er det tid til at jeg forsvinder ned i et eller andet.
Kig dig omkring engang. Se på menneskene omkring dig. De sidder som de gør, står, er på vej. De vil og skal alt muligt eller slet ingenting. De bevæger sig i alle slags retninger eller ingen retning. Tag en tur byen rundt. Du ser dem overalt, de målrettede og de målløse, de tavse og de talende. Jeg føler mig ikke helt beslægtet med dem. De går gennem gaderne som gennem dale, verden er over dem. De har indrettet sig på byens geografi og lever taknemmeligt i dens skygge af det sølle afkast den giver. Jeg har altid opfattet byen som en fiktion af en slags, en kulisse, med en større verden bag ved sig. Fra jeg var helt lille har jeg kigget undrende ud på kulissen, set gadens skuespillere forsvinde bag sætstykkerne og undret mig over det hele. Hvorfor? Hvad skal de der? Hvordan gør de det. Hvordan vælger de at gøre det. Hverdagen, alt liv omkring mig har altid været en stor hemmelighed for mig, og hemmeligheden har altid gjort mig rastløs.
Jeg har set livet omkring mig, tilsyneladende præget af hensigt og vilje. Afklarede valg. Og jeg har stillet mig selv spørgsmålet igen og igen. Hvad er hemmeligheden? Jeg vil have hemmeligheden at vide.