Kald mig Ishmael. For en del år siden - det kan være lige meget hvor mange - var jeg rastløs. Rastløsheden, når den griber mig, er ikke bare en vilkårlig energi, det er en bestemt vilje til på en gang at forstå og ødelægge verden. Når den griber mig er det tid til at jeg forsvinder ned i et eller andet.
Kig dig omkring engang. Se på menneskene omkring dig. De sidder som de gør, står, er på vej. De vil og skal alt muligt eller slet ingenting. De bevæger sig i alle slags retninger eller ingen retning. Tag en tur byen rundt. Du ser dem overalt, de målrettede og de målløse, de tavse og de talende. Jeg føler mig ikke helt beslægtet med dem. De går gennem gaderne som gennem dale, verden er over dem. De har indrettet sig på byens geografi og lever taknemmeligt i dens skygge af det sølle afkast den giver. Jeg har altid opfattet byen som en fiktion af en slags, en kulisse, med en større verden bag ved sig. Fra jeg var helt lille har jeg kigget undrende ud på kulissen, set gadens skuespillere forsvinde bag sætstykkerne og undret mig over det hele. Hvorfor? Hvad skal de der? Hvordan gør de det. Hvordan vælger de at gøre det. Hverdagen, alt liv omkring mig har altid været en stor hemmelighed for mig, og hemmeligheden har altid gjort mig rastløs.
Jeg har set livet omkring mig, tilsyneladende præget af hensigt og vilje. Afklarede valg. Og jeg har stillet mig selv spørgsmålet igen og igen. Hvad er hemmeligheden? Jeg vil have hemmeligheden at vide.